Dagplejen i Allerød Kommune består pt. af 14 dagplejere, der hver har 3 børn, 1 pædagogisk leder, 1 klyngeleder og 3 legestuer, der er geografisk fordelt i Lynge, Allerød og Blovstrød.
Dagplejerne mødes fast 2 gange om ugen i Legestuen. Hver legestue består af 3-5 dagplejere med op til 15 børn.
I legestuen mødes de i faste grupper i heldagslegestuen. På heldags-legestuedagen, skal du aflevere og hente dit barn i legestuen. På halvdags-legestuen (som er rullende så alle børn og dagplejere møder hinanden på skift) aflevere og henter du dit barn hos din dagplejer.
Heldagslegestue har samme åbningstid som dagplejehjemmet.
I legestuen er der fælles aktiviteter, fx sanglege med musikpædagog. Det er også muligt at dele børnene i aldersgrupper eller interessegrupper.
Dagplejens målsætning er, at børnene i det hjemmelige miljø bliver mødt med tryghed, nærvær, anerkendelse og den rette stimulering som er tilpasset det enkelte barns udvikling. Det mener vi er afgørende for, at dit barn får mulighed for at udvikle selvhjulpenhed, selvstændighed, styrke dets selvværd/selvtillid samt udvikle sociale, sproglige og motoriske kompetencer.
Dagplejepædagogikken tager udgangspunkt i det lille, nære miljø, hvor dit barn kan opbygge nære relationer til de øvrige børn i gruppen samt til dagplejeren og dagplejerens familie. Dit barn bliver en del af og deltager i dagligdagens gøremål i dagplejehjemmet. Du vil som forældre aflevere og hente dit barn ved den samme voksen hver dag, med undtagelse ved dennes ferie og sygdom.
Du sikre dig at dit barn vil opleve en rolig start/hverdag, i de første år at han/hun skal passes af andre end dig.